Lad ikke LinkedIn tage din trafik og din brugerindsigt
Der er flere grunde til at blogge. Du vil gerne formidle din viden; du vil være synlig, og du vil trække trafik til din hjemmeside. Blogindlæg er populære og en rigtig god måde at få folk ind på din hjemmeside. Dette blogindlæg handler om trafikken til din blog og om ikke at lade sociale medier som LinkedIn tage din trafik.
LinkedIn har en udmærket blog-funktion i form af artikler, tidligere kendt som LinkedIn Pulse. Her kan du skrive længere indlæg, hvor du øser af din viden, deler indhold og giver gode råd på det felt, hvor du gerne vil være eksperten og the go to guy.
Modsat de 1200 tegn du har til en LinkedIn-opdatering, har du i en artikel så godt som ubegrænset plads. Du kan indsætte link og billeder. På den måde adskiller LinkedIn-artikler sig ikke fra andre blogs.
Jeg har intet imod LinkedIn-artikler. Det er praktisk og nemt. Hvis du vil styrke din LinkedIn-profil, eller du udøver employee advocacy for den virksomhed, du arbejder for, så er der klare fordele ved at skrive artikler på LinkedIn. Artiklen knyttes til din profil og styrker således dit personlige brand på LinkedIn. Artiklerne søgemaskineoptimeres effektivt og dukker op i søgninger. De er fuldt tilgængelige, også selv om læseren ikke har en LinkedIn-profil. Læs mere om fordelene ved artikler.
Alligevel skal du tænke dig godt om, inden du kaster dig i armene på LinkedIn og fravælger at have din egen blog. Det gælder især, hvis du driver egen virksomhed, har en hjemmeside og markedsfører dig på content.
Det handler om at skabe trafik
Med artikler får du personlig synlighed på LinkedIn, men det generer ikke trafik til din hjemmeside og dit content. I stedet går al trafikken til LinkedIn.
Hvorfor skal du trække trafik til din hjemmeside? Det skal du af flere årsager:
Trafikken gavner din hjemmesides synlighed i søgemaskinerne (SEO). Netop fordi blogs er populære, kan du hente store trafiktal. Det er med til at øge din synlighed på Google.
Med Google Analytics kan du følge nøje med i, hvem der besøger hjemmesiden. Du kan se, hvorfra de kommer, hvilke sider de læser, og hvor længe de bliver. Ved at blogge på LinkedIn, er det til gengæld LinkedIn, som får indsigten. Og LinkedIn er langt mere karrig med data og indblik end Google Analytics, som lever af, at du har størst mulig indsigt i de besøgende på din hjemmeside. Trafiktallene er guld værd for dit strategiske arbejde og dit salg. Derfor skal du ikke lade LinkedIn tage din trafik.
Du skal også generere trafik, fordi de besøgende ofte vælger at se andre af dine sider, når de har læst bloggen. Det kan i sidste ende øge din konvertering og dit salg. Jeg oplever selv øget trafik på mine undersider, når jeg offentliggør blogindlæg, og folk tjekker mine ydelser og referencer.
Du tænker måske, at problemet løses med link til din hjemmeside et par steder i Linkedin-artiklen? Jo, det vil nok trække en smule trafik. Men ved at lægge hele dit blogindlæg bag ét link i et promotion-opslag på LinkedIn, får du alle dem ind på din hjemmeside, som vælger at læse, og du sikrer dig trafikken fra start – se mere om promovering sidst i indlægget.
Algoritmen bestemmer
Det er LinkedIns algoritme, som bestemmer, hvem der ser din artikel, og hvor langt den kommer ud. Dine følgere får en notifikation, og jeg vil ikke afvise, at algoritmen er mere flink ved artikler publiceret i LinkedIns eget univers end over for opslag, der peger væk fra LinkedIn.
De artikler, som jeg har skrevet på LinkedIn, trak mellem 35 og 55 klik. Det er det maksimale antal læsere, og LinkedIn giver mig ingen indikationer af, om de læste det hele. Mine blogindlæg på egen platform trækker op til tre gange så meget læsere, godt nok fra flere andre kilder end LinkedIn, men det er trods alt væsentligt flere læsere, end hvis jeg udelukkende havde skrevet LinkedIn-artikler.
Kun en enkelt artikel om at benytte lokale og regionale medier i sin pressestrategi har fået mere end 350 klik. Det var en artikel, som jeg skrev, da LinkedIn Pulse var helt nyt. Den er ret god, når jeg selv skal sige det. Men jeg har algoritmen mistænkt for at fremme de få artikler, der var skrevet og læserne for at falde for nyhedens interesse.
Ved at blogge på egen platform og promovere blogindlæggene på sociale medier oplever du også, hvordan andre sociale mediers algoritmer og læsere reagerer. Indlæg, der performer rigtig godt på et medie, klarer sig knap så godt på andre og omvendt. Det afslører Google Analytics, men det vil du aldrig vide, hvis du lader LinkedIn tage din trafik.
LinkedIn ejer dit indhold
Når du poster en artikel på LinkedIn og for den sags skyld også andre sociale medier, så ejer de dit indhold. Du er prisgivet LinkedIn og de vilkår, der bydes. LinkedIn kan ændre algoritmen fra den ene dag til den anden. LinkedIn kan også vælge at lukke artikel-funktionen ned eller begrænse den, hvilket jeg dog tvivler på, de gør lige med det samme. Men man kan aldrig vide.
Med din egen blog sikrer du dit eget indhold, og du mister ikke alt, hvis LinkedIn ændrer retningslinjer og skruer ned for artikelfunktionen.
Hvis du har skrevet LinkedIn-artikler, er det derfor en god idé, at du sikrer sig kopier af dine artikler. Så du kan indlejre dem, hvis du engang starter din egen blog på samme måde, som jeg har gjort.
Skab din egen blog
Mit råd lyder, at hvis du vil øge din synlighed og have styr på, hvem der læser det, du skriver, skal du åbne din egen blog på din hjemmeside. Her offentliggør du de artikler, du ellers ville skrive på LinkedIn og andre sociale medier.
Når du har skrevet dit indlæg, offentliggør du det, og lader det ligge nogle dage, så det kan samle SEO. Efter nogle dage promoverer du indlægget på LinkedIn og andre sociale medier såsom Facebook og Twitter. Det gør du ved at skrive en appetitvækkende opdatering, som indeholder et link til din blog. Den ser dine følgere og andre på LinkedIn i deres strøm.
Din opdatering skal have en fængende indledning, rumme en kort præsentation og en opfordring til at klikke og læse blogindlægget, som du linker til.
På den måde bruger du de sociale medier til at generere trafik til din blog med dit content og din hjemmeside. Du får fuldt udbytte af trafikken, for der er ingen grund til at lade LinkedIn tage din trafik.
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis jeg skal hjælpe med at sætte din blog op og søgemaskineoptimere den, eller du har brug for vejledning i at skrive blogindlæg.
Se her hvordan du gør din historie til en god historie i digitale medier. Læs, hvordan du gearer din pressemeddelelse til Twitter.